Torsdag, 06. maj 2010 13:34

Skrevet af CH

3 Comments

Der har altid i Danmark været en god tradition for, at når et parti holdt landsmøde eller kongres, så var det det pågældende parti, der havde mediernes interesse. Men sidst da SF holdt landsmøde, kunne man næppe høre talerne fra landsmødesalen for lutter borgerlige støjsendere.

Størst var min forbavselse, da de historiebevidste national-konservative fra Dansk Folkeparti blandede sig i det borgerlige kor med deres skrattende og kamphundeagtige gøen. Sig mig, ser Søren Espersen sig selv som Generalisimo Francos reinkarnation? Har Søren Espersen – denne mediernes mester og chefmanipulator læst den danske grundlov, og respekterer han det parlamentariske princip?

Lad mig repetere: I Danmark udpeger dronningen den person, der skal danne regering efter et valg. Det gør majestæten efter at have hørt partiernes ledere. Den der kan samle flest mandater bag sig, bliver udpeget til forhandlingsleder og dermed statsminister. Det bliver vedkommendes opgave at sammensætte en ny regering. Med mindre regeringen mødes af et mistillidsvotum når den fremstilles for Folketinget, ja så er regeringen valgt, og så grundloven overholdt.

Derfor var min forbavselse stor, da Dansk Folkepartis Søren Espersen udtalte tvivl om, hvorvidt Ole Sohn fra Socialistisk Folkeparti overhovedet er berettiget til at indtræde i en eventuel kommende regering: Har Ole Sohn da ikke været kommunist? Har han da ikke stået der ved siden af de kommunistiske koryfæer ved DDR’s 40-års jubilæum?

Jo, alt sammen rigtigt, og Ole Sohn er vel heller aldrig nogensinde løbet fra sin kommunistiske fortid. Søren Espersen overser blot helt, at Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) rent faktisk var et lovligt dansk parti, og at intet tyder på, at Ole Sohn har begået noget ulovligt eller skadeligt for Danmarks sikkerhed som medlem eller formand for partiet. Tværtimod har Ole Sohn efter de østeuropæiske kommunistregimers fald gravet Stalintidens forbrydelser frem i KGB’s arkiver.

Med den ildhu Søren Espersen lægger for dagen kan vi vel også forvente, at han vil forlange de dele af dansk erhvervsliv og landbrug, der rent faktisk tjente penge på handel med de kommunistiske lande, ned på knæ. Man ser det for sig – sandhedsdommer Espersen modtager de bekendende syndere, der er kommet for at love Mesteren selv bod og bedring.

Søren Espersen insisterer så meget at han sammenligner Ole Sohns rolle i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) med Frits Clausens rolle i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP), det første danske nationalsocialistiske parti. Det er en interessant sammenligning, og også på den ytringsfundamentalistiske forpost Uriasposten er der gået sport i at sammenligne alverdens massemordere. Stalin og Mao var således meget værre end Hitler, og i øvrigt er nationalsocialisme = kommunisme = socialisme ifølge Uriasposten. Den konklusion borger enten ikke for kvaliteten af undervisningen på Danmarks historiske fakulteter, eller også er symptomet udtryk for at nogle studerende måske er lidt ukoncentrerede under forelæsningerne. Endelig kunne forklaringen ligge i, at Uriaspostens Kim Møller er en ringe hyrde for sin fårefold af rygklappere.

Hitlers, Rosenbergs og Hess’ nationalsocialisme er en ideologi udelukkende udviklet til det tyske politiske hjemmemarked, der i øvrigt bygger på et sammenskrab og vulgær udnyttelse af forskellige filosoffers arbejder og naturvidenskabelige ’teorier’, der for længst er blevet gendrevet som idioti. Kommunismen er en internationalt indstillet ideologi der forestiller sig, at arbejderklassen på tværs af nationale grænser skal stå sammen og gennem revolution erhverve ejendomsretten til produktionsmidlerne. De lande der har kaldt sig kommunistiske, har da også været nødt til at omformulere kommunismen til de vilkår, som de kommunistiske tyranner nu en gang ønskede skulle herske i de pågældende lande. Man kan sige det på den måde, at nationalsocialismen var formuleret for at give legitimitet til masseudryddelser og folkedrab, mens kommunismen er blevet brugt som systemernes forklaring på masseudryddelser og folkedrab. Kommunismen var undskyldningen for Stalin og Maos vanvid. Hitler havde forlods formuleret, hvad vanviddet skulle gå ud på. Reelt findes der ingen undskyldninger for nazisten, hvis han har læst »Mein Kampf« og stadig er nazist, så går han ind for jødeudryddelser, industrialiseret massemord og folkedrab.

Socialisme er en meget ældre og kompleks idé end såvel kommunisme som nationalsocialisme. Man kan finde socialistiske strøtanker selv i Biblen og hos nogle af de græske filosoffer. Man kan føre socialistisk tankegods helt tilbage til en række socialistiske utopister, og socialismen er formuleret dels af revolutionsteoretikere , dels af evolutionsteoretikere og endelig som grundlaget for demokratiske partier.

For at gøre en lang historie kort, så er Søren Espersens sammenligning af Ole Sohn med Frits Clausen som at sammenligne pærer med bananer. Samtidig er den en hån mod de kommunister, der under den danske besættelse satte livet på spil i den danske modstandskamp. Den er en hån mod de russere, der om nogen led under Hitlers krigsførelse, folkedrab og tvangsudskrivninger til slavearbejde. Den er en hån imod de russiske soldater, der sammen med de vestallierede tropper var med til at nedkæmpe nazismen, og som var med til også at sikre Danmarks befrielse. Endelig er Søren Espersens sammenligning en hån imod de tyske kommunister, socialdemokrater og liberale, der som de første blev anbragt i Hitlers koncentrationslejre.

Søren Espersen planter altså ganske forfærdelige og uretfærdige sammenligninger i den offentlige debat. En national-konservativ dæmon synes i det hele taget at have besat Dansk Folkepartis brug af ytringsfriheden. Stor var min forskrækkelse da også, da jeg næsten samtidig med Søren Espersens skrattende opfordringer til Ole Sohn på DF’s partiorgan kunne læse følgende overskrift: DANSK FOLKEPARTI INDTAGER DANMARK. Og som om overskriften ikke var skrækindjagende nok i sig selv havde man sat trumf på: Ét af partiets trojkamedlemmer prydede forsiden iført militærhjelm og militærfarvet køretøj. For at mildne budskabet lidt havde det pågældende trojkamedlem dog iført sig ternet skjorte. Nogle vil mene, det er lidt ureglementeret i betragtning af med hvilken ildhu Dansk Folkeparti i øvrigt blander sig i folks påklædning. Men sådan er der jo så meget.

Der er trælse historiske eksempler på, hvordan nationalkonservative har reageret, hvis et valgresultat er gået dem imod. Et sådant eksempel er valgresultatet i Spanien i 1936, hvor en koalition af centrum-venstre partier erobrede absolut flertal i det spanske parlament Cortes . Dette resultat var det spanske højre ikke tilfreds med og man igangsatte et militærkup ledet af Generalisimo Franco. Det demokratiske Europa svigtede totalt det spanske demokrati ved at lade Hitlers nazister og Mussolinis fascister hjælpe Francos falangister med at erobre magten i Spanien og samtidig gennem en våbenembargo hindre den demokratisk valgte spanske regering i at forsvare sig. Francos diktatur varede frem til 1974.

Man kan være en smule nervøs for, at Søren Espersen ser sig selv som en ny generalissimo. Det giver lidt bange anelser når en højrefløjspolitiker stiller spørgsmålstegn ved en demokratisk valgt kollegas legitimitet. Når dette så sammenholdes med, at Søren Espersens parti så ganske åbenlyst flirter med det militære sprogbrug, og et andet folketingsmedlem iklæder sig om ikke panser og plade så dog ternet skjorte og hjelm, så kan man jo frygte, at meningsmålingernes profetier og diverse udsagn på Uriaspostens debatdel har inspireret Søren Espersen til at tænke i falangistiske baner.

Søren Espersen udtrykte ikke udelt begejstring for SF’s deltagelse i det nyligt indgåede forsvarsforlig. Ved at udnævne Søren Espersen til Generalissimo Espersen kunne man jo holde SF helt uden for indflydelse til trods for et eventuelt nyt parlamentarisk flertal. Men så langt ud er vel selv Søren Espersen ikke kommet?