Favoritter
Jeg mangler et ord
»Something is rotten in the state of Denmark.« - William Shakespeare
Kort fortalt blev en kvinde, der er uheldbredeligt syg af knoglemarvskræft og havde stærke smerter, losset ind på et depotrum uden TV og uden alarm, så hun for at tilkalde hjælp måtte klimte på et glas med en ske, hvilket personalet dog ikke kunne høre, så hun måtte ligge i sit eget bræk i op mod halvanden time, altsammen for at hendes stue kunne gives til generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, der havde brækket armen forrige weekend.
Ifald hændelsen havde været været fiktiv - f.eks hvis den havde indgået i en bog eller en tv-serie - ville den utvivlsomt være blevet blevet kasseret som dybt urealistisk. Den slags hændte utvivlsomt for sovjetternes partifunktionærer, men i Danmark, i vore dage? Nixen, hus forbi. Den slags sker ikke.
Nu er de selvfølgelig lidt sværere at affeje det som urealistisk, i og med at det reelt skete. Hvis det havde været hos sovjetterne, ville man havde taget det som et symptom på deres systems rådenskab. Men i og med at det hændte hos os, ser man det som en undtagelse. Man tager afstand fra episoden, uden at ville gå skridtet videre og udøve reel systemkritik.
Flere debatører siger at det er Rigshospitalets ledelse der traf beslutningen og at Anders Fogh Rasmussen nok ikke engang har været vidende derom, og at man derfor må konkludere at han er uden skyld i hændelsen.
Det er da rigtigt nok. Men det gør kun sagen værre at systemet automatisk giver ham særstatus, uden at han overhovedet behøver at antyde et ønske om det.
Lad os se på en lignende episode:
En 14-årig dreng skrev: »Fuck Pia K. Du skal bare dø, din fucking hund«. Denne noget ordinære mishagsytring - som ikke engang var mailet direkte til personen, men var fremsagt på en tilfældig facebook-side - fik Dansk Folkepartis folketingsgruppe til at politianmelde drengen for dødstrusler. Normalt vil den slags selvfølgeligt blive arkiveret lodret, men sagen blev taget meget alvorligt, og han blev faktisk idømt et års betinget fængsel.
Lad os holde dette op mod en anden kvinde, som fik 44+ trusselsmails, 5 fysiske trusselsbreve og blev opsøgt midt om natten på sin privatadresse af voldelige racister. Politiet nægtede gentagne gange at oprette en anmeldelse, og sagde at hun da bare kunne holde sig fra politik.
Endnu en episode:
3. august 2009 sagde Birthe Rønn Hornbech i en officiel udmelding at hun var ved at blive »utålmodig« og at hun forventede »at processen bliver speedet op«
Sagen drejede sig om Brorsons Kirke, hvor flygtninge med præstens velvilje benyttede kirkefreden.
Der er i sig selv ikke noget decideret ulovligt i at en borger, der tilfældigvis er minister, vælger at give udtryk for hvorledes vedkommende personligt kunne ønske sig at politiet valgte at prioritere deres ressourcer.
Birthe sagde ikke noget om at politiet burde gå imod magtens tredeling og betragte hendes skriverier som en ordre ovenfra. Det behøvede hun nemlig ikke. Det var nemlig underforstået. Ministre og politiledelsen forstår jo godt hinanden. Ni dage efter rykkede politiet ind i Brorsons Kirke.
Hvis en person får styret politiets dispositioner ved at giver politimesteren en lille erkendelighed, hedder det korruption. Hvis man derimod høster fordele grundet venskaber eller familieforhold, hedder det kammerateri eller nepotisme.
Men jeg savner et ord for når mennesker i toppen af systemet instinktivt imødekommer hinandens indbyrdes interesser. For hvordan kan man diskutere et udbredt problem, når det ikke er indeholdt i sproget?
Jeg vil anbefale den fremragende P1-dokumentar Død under anholdelse. Den kommer bredt omkring de dødsfald vi har haft i forbindelse med de mildest talt kontroversielle benlåse, og man får også en fornemmelse for det fænomen, som jeg savner ord for.
