Mandag, 07. maj 2012 06:53

Skrevet af Kasper Hviid

4 Comments

»The vagueness of language, far from being a bug or an imperfection, actually might be a feature of language, one that we use to our advantage«

Missionsbandeord (engelsk: 'minced oath') er en type eufemistiske fraser hvor et bandeord skjules ved at udskifte det forargelige ord med et andet. Der er en evighed af engelske eksempler, f.eks. er Gosh en omskrivning af God. Herhjemme har vi Så for Søren, der er en omskrivning af Så for Satan. I mere moderne form kender vi udsendelser på TV hvor bandeord erstattes med en pling-lyd, eller webforaer hvor ord som Fuck erstattes af ****.

Det interessante er hvordan sådanne missionsbandeord formår at kommunikere det forargelige uden rigtigt at sige det. Alle ved at pling-lyden er en omskrivning af ordet fuck, men alligevel er det åbenbart af betydning at man lader som om det er skjult.

Da jeg skrev indlægget Udveksling af oplysninger, høstede det kritik for den indledende sætning: »Jeg afskyr Villy Søvndal, men jeg mener ikke han er inkompetent.« Det var, fik jeg at vide, for groft at jeg sagde at jeg afskyede Villy Søvndal. Sådan sagde man bare ikke. Jeg spurgte hvad jeg skulle havde sagt i stedet? Jeg skulle, fik jeg at vide, i stedet havde sagt at jeg ikke er så vild med ham, eller at jeg ikke er hans største fan. Med andre ord: Kritikken gik altså mest på at at budskabet blev leveret for direkte, uden at være pakket ind i en sproglig negation.

»And likewise, if someone says, "Nice store you've got there. It would be a real shame if something happened to it", we understand that as a veiled threat, rather than a musing of hypothetical possibilities. So the puzzle is, why are bribes, polite requests, solicitations and threats so often veiled? No one's fooled. Both parties know exactly what the speaker means, and the speaker knows the listener knows that the speaker knows that the listener knows, etc., etc. So what's going on?«

Citatet ovenfor stammer fra sprogforskeren Steven Pinks yderst seværdigt fordrag, hvor han løfter sløret for sprogets intime hemmeligheder! Du kan se fordraget her: TED: Steven Pinker on Language and Thought.

Du kan også forsætte med at læse indlægget, som nu bevæger sig over i mindre hyggelige emner:

The vagueness of language

Josef Stalin skrev i 1939 et kodet telegram hvor han bestemte at »physical pressure should still be used obligatorily as an exception applicable to known and obstinate enemies of the people, as a method both justifiable and appropriate.«

Stalins »Physical pressure« blev i 1987 lånt af staten Israel, der udvidede det til »moderate physical pressure«. I tiden efter 9/11 2001 blev udtrykket benyttet af adskillige vestlige torturtilhængere, heriblandt danske mainstream-medier, sammen med et væld af andre eufemismer for tortur: Forhør, barsk afhøring, fysisk pres, torturlignende forhør, hårdhændet praksis, metoder der minder om tortur, aggressive afhøringsmetoder, grove forhørsmetoder, CIA's hemmelige fangeprogram samt 'hvad-Amnesty-betegner-som-tortur'.

Dunkle sætninger

Det er ikke kun enkelte ord hvor den reele betydning bevidst skjules. Trusler er ofte formuleret på en måde så truslen er, om ikke skjult, så alligevel pakket en smule ind, for eksempel politiets »Kan du huske Benjamin. Det bliver dig, du.«

Visse trusler vil, hvis man læser dem bogstaveligt, fremstå som ekstremt dårligt sprogbrug og dertil være fuldstændigt blottet for indhold:

Tag blot denne sætning: »We reserve the right to exercise any and all options available to us«

Eller denneher: »We reserve the right to respond in the way we find suitable«

For hvad er det egentlig der står? Vi får at vide at afsenderen - måske - vil foretage en eller anden handling. Meningen er selvfølgelig at modtageren skal føle sig intimideret af den underliggende trussel - alt efter hvem afsenderen er, skal truslen selvfølgelig forstås forskelligt: Et sagsanlæg, et terrorangreb eller et militært angreb.

Den islamkritiske trusselskultur

De danske islamkritikerne ser - helt bogstaveligt - deres egen 'modstandskamp' mod den muslimske minoritet i danmark som direkte sammenlignelig med modstandbevægelsens kamp mod datidens nazistiske besættelsesmagt. Her er ses nogle eksempler:

(Klippet fra humanisme.dk)

(Klippet fra humanisme.dk)

»Hvis denne dom får lov at stå ved magt, rykker illegaliteten nærmere. Ligesom under den forrige besættelse.«

Søren Krarup, Tidehverv nr. 2, 1992 (Kilde: humanisme.dk)

»Vi står utvivlsomt over for en periode med voldsomme og dramatiske begivenheder. Dette skændige forsøg på at voldtage det danske folk i dets eget hjem må og skal føre til en modstandskamp, hvor vi i troskab mod hele vores historie sætter os til modværge mod Danmarks undergang som dansk land.«

Søren Krarup, Tidehverv nr. 3, 1992 (Kilde: humanisme.dk)

»Først fremmedpolitikken gennem den sidste snes år har dog gjort det uomgængeligt at nyvurdere begreberne for at klargøre, hvad der i dag må kaldes landsforræderi, og hvem der står for det.«

DDF's Medlemsbrev Danskeren, 15. februar 1993. Lagt ind på foreningens site i 2006. Det er et udpluk af en længere smøre, hvor de i dyb alvor argumenter for at deres politiske modstandere er landsforrædere.

Søren Krarup roste i 2007 Den Danske Forening for deres rolle i systemskiftet i 2001. I den forbindelse omtalte han dem som »vor tids frihedskæmpere«

»Selvfølgelig er jeg racist – det er alle gode danskere. Enten er man racist, eller også er man landsforræder.«

Mogens Glistrup, Berlingske Tidende, 11/10 1999 (Kilde: humanisme.dk)

»Jeg betragter Dansk Folkeparti som en modstandsbevægelse, hvor jeg kan aftjene min nationale værnepligt mod det landsforræderi, som vi ser fra folketingspolitikerne. De lukker hvert år tusindvis af nye flygtninge og indvandrere ind i vores land, samtidig med at bander af unge indvandrere hærger og terroriserer danskerne, og på den måde er de i gang med fuldstændig at afmontere vores land.«

Søren Krarup, Jyllands-Posten, 21/10 2000

»Dansk Folkeparti er igennem tiden blevet skældt hæder og ære fra, hver gang vi har anvendt udtrykket femte kolonne virksomhed om de gerninger, som visse af landets fremmede forøver i og uden for landets grænser. Jeg kan imidlertid ikke finde noget bedre ord for den skændige kampagne som Trossamfundets udsendinge har ført mod Danmark - det skulle da lige være landsforræderi«

Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepartis Ugebrev, 9/1 2006 (Kilde: humanisme.dk)

»Enhver, der er dansk af blod og sind, bør gå til kamp mod disse politiske forrædere.«

Løbeseddel fra DNSB, 2008

»Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg intet har imod indvandrere eller muslimer. For mig er disse mennesker produktet af en gennemført sindssyg og ondskabsfuld ideologi, så de gør bare hvad de er programmerede til. Venstrefløjen på den anden side, har gennem de sidste næsten 100 år arbejdet målrettet på at ødelægge Vesten. Disse beregnende og helt bevidst gennemførte ondskabsfulde og landsskadelige møgdyr, skulle lines op ved vore kyster, nakkeskydes og smides i havet. Det vil muslimerne i øvrigt give mig ret i. Der findes nemlig ikke i deres kultur noget værre, end folk der forråder deres egne.«

Henrik Gøtke, SIAD (kilde: avisen.dk)

»Iøvrigt vil vi at straffeloven skal revideres, således at hjælp og støtte til masseindvandring kan straffes på linje med hjælp og støtte til fremmede magter (såkaldt "landsforræderi").«

Skrevet af Anders Gravers, SIAD

Facebook-kommentar af Marianne Forsberg, Konservative (kilde: df-nyt.dk)

Hvis man har svært ved at forstå den ekstreme fiksering på "landsforræderi", kan man tage et kik på dette screenshot:

Bemærk det sorthvide foto. Det viser det skur hvor 30 mennesker blev henrettet efter krigen. Overskriften "Undallslund Plantage" henviser til stedet hvor yderligere 16 mennesker blev henrettet. Fotoet er efter al sandsynlighed taget fra denne side: http://drabssageridanmark.beboer2650.dk/html/danskere_henrettet_efter_befri.html

Personen bag bloggen er selv anonym, hvilket dog ikke afholder ham fra at udlevere sit offer med navn, adresse og telefonnummer, efter at have stemplet ham som "landsforrædder" og "voldens bagmand". Det bliver fortalt at "Carl-Erik Zølck vil blive husket den dag Danmark atter er frit." Til slut opfordrer den anonyme blogger sine besøgende til at holde sig inden for lovens rammer, hvilket mildest talt klinger lidt hult.

Mere af samme skuffe:

ORG-netværkets registrering af politiske modstandre gik under navnet Den Store Hukommelse, men blev også omtalt som Landsforræderarkivet. (Kilde: 'ORG - logen bag det ekstreme højre')

Alt dette er ikke udelukkende et dansk fænomen. Anti-jihad bevægelserne og de forskellige Defence Leagues er alle centreret om en ide om at de reelt er ofre for en islamistisk besættelsesmagt, som de er nød til at forsvare sig imod. Den hyppige brug af ordet 'forræder' går igen både hos EDL og hos Breivik.

Subtile dødstrusler

Der findes opinionsindlæg der med meget møje er konstrueret med det formål at holde skribenten ansvarsfrit for det reele budskab. Det er omstændigt at formulere sådanne tekster hvor budskabet både skal forblive usagt og fremgå tydeligt mellem linierne.

Kun en uge efter Breiviks terrorangreb trykte Berlingske Tidende kronikken Lad os bruge Breivik rigtigt, skrevet af præst og journalist Sørine Gotfredsen.

Kronikken argumenterer for at kristen terrorisme skal modvirkes ved at det danske samfund bestræber sig på at opfylde potentielle kristne terroristers behov for at kunne 'genkende sig selv i sit eget land'.

Kronikken er interessant konstrueret. Sørine fremstiller sig selv som en sociolog som, højt hævet over de politiske fløje, drager sine konklusioner ud fra en neutral videnskabelig analyse. Eksempelvis når hun taler om de to lejre i debatten:

»mens den ene lejr ser det multikulturelle samfund som en smuk fremtidsvision om det gode, tolerante og universelle menneske, ser den anden det overvejende som en utopi. Tilmed en farlig utopi, der på grund af store religiøse og kulturelle forskelle kan udarte til vold og langvarig strid.«

Sætningen er dog noget afslørende: Det synspunkt hun tilskriver den anden lejr, er faktisk præcis det grundlag som hendes kronik bygger på. Så selv om hun formulerer sig som en analytiker der ser debatten udefra, er hun selv ret tydeligt en del af den ene af de fløje hun beskriver. Derudover prøver hun at styrke kronikkens budskab ved at henvise til tekster af Søren Krarup, der om nogen er repræsentant for fremmedhad og kristen fundamentalisme. Ligedes beklager hun at Søren Pind på det seneste har afholdt sig fra at udtrykke sig på en måde, der kunne få ham anklaget for at opfordre til terrorisme. Oven i købet er Sørine ikke sociolog, men derimod en kristen præst!

Kronikøren har således et åbenlyst åndeligt fællesskab med de 'frygtelige kræfter', hvis interesser hun mener vi skal imødekomme. Men denne ellers så væsenlige detalje kommer ikke med i kronikken, selv ikke i en sidebemærkning. Der findes selvfølgelig mennesker der er ude af stand til at forholde sig til hvem de selv er, og som derfor har problemer med at beskrive deres følelser og deres behov. Men dette er ikke tilfældet her. Kronikkøren har derimod bevidst undgået at nævne sin egeninteresse i sagen. Hvorfor?

Den fundamentalistiske præst vil selvfølgelig gerne have at Breviks terrorangreb førte til at vi, af frygt for lignende aktioner, valgte at tilfredstille hendes våde drøm om et monokulturelt danmark. Problemet er, at det kan få juridiske konsekvenser hvis man offentliggør terrortrusler i et større dansk dagblad. Der er den dér ubehagelige §114. Men det er derimod ikke ulovligt at udtale sig overordnet om hvordan man mener landet bør agere over for en bestemt terrortrussel. Ud over at undgå strafferetslige konsekvenser, kan hun ved at pakke sit budskab behørligt ind "lege" at hun er en stueren debattør frem for en terrorist, hvilket gør at læseren ligeledes kan tage budskabet til sig og samtidigt "lege" at han en civiliseret borger frem for en terror-sympatisør.

Sørines teknik blev for øvrigt også forsøgt i kommentarsporet her på P77:

Når Berlingske Tidende vælger at trykke Sørines kronik, skyldes det til dels at de har et vist åndsfællesskab. Men problemet er også at mainstream-medierne ofte kun ser på om debatindlæggene har en pæn overflade, og glemmer at forholde sig deres reele budskab.

Tegneren Clay Butler illustrerer dette på eminent vis:

HJEMMEOPGAVE: Læs blogindlægget Demokratiets mørke forhistorie. Analysér dets to niveauer, det officielle og der underforståede. Beskriv nogle forbehold eller konklusioner, som man ville have forventet var i indlægget, men som er fraværende.