69 is a state of mind

Torsdag, 01. marts 2012 11:29

Skrevet af Margrethe S. Hansen

2 Comments

I dag fem år siden Huset Jagtvej 69 røg.

Jeg husker som det var i dag da det mest grimme hus i hele København røg. Det var ikke et grimt hus fordi facaden var fyldt med graffiti af den uskønne slags, eller fordi vinduerne hang pisse skævt. Det var et grimt hus fordi det var blevet et symbol på en betændt studehandel med en usympatisk sektleder og på en politisk rævekage der lugtede fælt ud over hele byen.

Revet ned blev det ikke med det samme, der gik pænt mange uger eller var det måneder, før sektlederen Ruth fra Faderhuset fik nogen af sine venner til at rykke ud med gravko og et par vogne.
Alle var de maskeret fordi de ikke vil genkendes.

Kampen om huset har der stået på mere end bare en avisforside. Ofte fulgt op med store billedreportager af sortklædte unge, omtalt enten som de unge eller af den mere borgerlige presse som de autonome fra den yderste venstrefløj, anarkister, BZ-svin, hashrygende idioter der bare vil rage til sig uden at give noget igen.

Virkligheden har mange facetter og lidt sandt er der i hver en vinkel men det hele kommer an på de øjne der kigger.

Hvis man skal beskrive realismen det vil sige virkligheden må man dykke ned i det som bevisligt kan dokumenteres. Det som kan dokumenteres er at ungdomshuset på Jagtvej 69 på Nørrebro i København, blev vingskudt af et forvirret københavnere byråd, der i deres optagenhed af at udvise politisk korrekthed i en tid hvor højrefløjspartierne med Dansk Folkeparti for bordenden sad på Christiansborg, slagtede en alternativ ungdomskultur, hvis tilhængere ikke bare var utilpasset københavnere unge med hang til at kaste med brosten mod MC Donalds og politiet.

Sandt er det at der i Huset både var ignorante selvfede røvhuller, med kun lidt plads til at udvise tolerance overfor drankere nede fra hjørnet af assistenten eller ligegyldighed overfor de mere højreorienterede unge fra den Konservative lejr der konstant forsøgte at gøre opmærksome på sig selv.

Og sandt er det at der også var de der meget sure og sort klædte ventreorientrede, der mente at den bedste vej til at fremme tolerance og kærlighed på gik via en brosten lige i fjæset på en betjent helst en fra jylland, men dem var der slet ikke så mange af som mange nok vil tro.

Dem som der var rigtigt mange af er dem som ikke kom på avisernes forsider. Det var alle de mange der bare kom i Huset fordi de ikke orkede at drukne i de københavnske forstæderes ligegyldighed. I Huset fandt de ligesindet og de fandt det der gav livet farver.

De fleste der kom var folk i alle aldre. De kom for at høre fed musik fra Ungerens alternative musikscene. En musikscene som var anerkendt også blandt folk der forlængst var vokset fra deres sorte hættetrøje og Sankt Pauli dødningshovedet.

Lad os bare alle indrømme Jagtvej 69 var ikke et perfekt hus på nogen måde når det gjaldte de fysiske rammer. Huset lignede et udbombet lokum og lugtede fælt. Der var masser af brugere der klagede over pladsmangel, mangel på køkkenfaciliteter og mangel på brandsikkerhed. Men på den anden side huset var et fristed og mange følte at huset var deres. Politikerne havde jo givet huset væk til de unge - troede man i mange år.

Men sådan var det bare slet ikke i virkligheden. Som så mange andre gange gik der politik i lortet og der kom bål i gaderne, gadekampe og gøende hunde. Masser af politi og masser af vrede mennesker.

Sådan går det når samfundet tager røven på sig selv.
Var der nogen vindere eller tabere ?
Ifølge mig tabte alle noget den dag 69 røg.

Jeg har skrevet og debatteret i kilometervis om emnet på det gamle Nyhedsavisen så jeg orker ikke mere.

Vi er mange der husker både det dårlige og det gode ude fra Jagtvejen.
69 is a state of mind som aldrig forsvinder uanset hvor gammel man er.