
Lørdag den 23. juli mødtes lokale politiske aktivister, medlemmer af Folketinget og borgere foran det norske konsulat i t, for at vise deres sympati med det norske folk, efter angrebene i Oslo og Utøya.
Lasse Olsen, en 30 årig socialist og politisk aktivist fra Aalborg, arrangerede mindehøjtidligheden med Miguel Valentine, medlem af Socialistisk Ungdomsfront.
"Miguel vågnede op med den samme følelse som mig. Det var fuldstændig forfærdeligt hvad der er sket. Derfor ville vi vise omverden vores sympati og give borgerne i Aalborg et forum hvor de kan udtryk for deres sorg," udtaler Lasse Olsen til nyhedsbureauet Demotix.
Miguel Valentine forklarer, at han var i chok over, at det kunne ske i Norge og at han følte han blev nød til at gøre noget.
"Jeg begyndte at græde da jeg hørte om angrebene. Min kæreste har aldrig set mig sådan før. Da jeg vågnede i morges (lørdag, red.) havde jeg den følelse, at jeg blev nød til at gøre noget. Hvordan kunne vi i Aalborg vise vores sympati med Norge. Jeg følte det var min pligt," fortæller Miguel til Demotix.
Rasmus Prehn, folketingsmedlem for Socialdemokraterne var også tilstede ved mindehøjtidligheden.
"Jeg er her for at vise min sympati, min omsorg og min solidaritet med det norske folk. De angreb det har været på helt uskyldige mennesker i Norge, er så grufuldt og forfærdeligt. Det er demokratiets forkæmpere som bliver angrebet. Vi må sende det klare signal, at vi støtter op om det norske folk," forklarer Rasmus Prehn.
Prehn undrer sig over, at TV2s terrorekspert Niels Brinch var så skråsikker på, at der var tale om islamisk terrorisme, mens der faktisk var tale om højreorienteret ekstremisme.
"Jeg synes det var meget stigmatiserende. Midt i denne tristhed og sorg skal vi lære, at terror altid er af det onde og det er altid forkert," udtaler Rasmus Prehn.
Efter terrorangrebene ved 11. september 2001, svarede de vestlige demokratier igen med indskrænkelse af retssikkerhed og mere overvågning. Men det mener Rasmus Prehn er en forkert vej at gå.
"Jeg synes Norges statsminister Jens Stoltenberg har sagt det præcist, nemlig at det er demokratiet der skal styrkes. Det er ikke flere restriktioner, mere overvågning, mere mistro og mistillid," forklarer Prehn.