Torsdag, 17. marts 2011 10:35

Skrevet af Max Blumenthal

14 Comments

Der mangler hverken fordømmelser eller beskyldninger mod »terroristerne« bag sidste fredags mord på fem familiemedlemmer i den israelske bosættelse Itamar, og Netanyahu annoncerer nybygning af 500 boliger som svar, selvom beviserne udebliver. Max Blumenthal undersøger den voldslogik der retfærdiggør drab på alle civile eller ej

Alle iler nu til for at fordømme de grusomme mord på en familie i den ulovlige israelske bosættelse Itamar. Selv præsident Barack Obama følte sig nødsaget til at udtale sin "utvetydige fordømmelse" af mordene. Hvis det betyder noget (sikkert meget lidt), skal jeg også gerne undsige drabene. At myrde børn kan ikke retfærdiggøres på noget menneskeligt niveau. Men selv om morderens motiver synes indlysende for alle, skal journalister der dækker hændelsen være opmærksomme på, at der ikke findes nogen håndfaste beviser for, at en palæstinensisk terrorist har begået forbrydelsen. Ikke en eneste gangbar væbnet fraktion har taget æren, og det israelske politi behandler endda thailandske arbejdere som mistænkte.

Itamar-bosættelsen er stærkt bevogtet. Den er omgivet af et elektrisk hegn og overvåget døgnet rundt af et avanceret videoovervågningssystem. Men der er ingen video af morderen. Hvad enten vi kan lide det eller ej kan mordet kun af journalister beskrives som et "påstået terrorangreb" så længe identiteten af morderen ikke kan bekræftes. En legitim forargelse er ingen undskyldning for at lade hånt om de første sider i journalistikkens grundbog.

I betragtning af hvor meget vold de lokale palæstinensere har været udsat for af beboerne i Itamar og nærliggende bosættelser, ville jeg ikke blive overrasket, hvis morderen viser sig at være en palæstinensisk slynge opsat på hævn. I et tilfælde dokumenteret i 2007 knivdræbte bosættere fra Itamar en 52-årig hyrde ved navn Mohammad Hamdan Ibrahim Bani Jaber, mens han passede sin flok. Rutinemæssige angreb fra Itamar har forårsaget en næsten total evakuering af landsbyen Izbat Al Yanoon, alt imens bosættere fra den nærliggende jødiske Yitzhar-koloni har iscenesat angreb med hjemmelavede raketter på lokale palæstinensere og brændte deres moskeer. Som jeg tidligere har rapporteret er Yitzhar hjemsted for Rabbi Yitzhak Shapira, forfatter til den berygtede bog "Torat Hamelech", der ud fra rabbinske kilder retfærdiggør drab på ikke-jødiske civile, også børn, i kampsituationer.

For et år siden blev israelske soldater anklaget for henrette lokale unge i de nærtliggende palæstinensiske landsbyer Awarta og Irak Burin under optøjer mod bosættelserne. Som Jesse Rosenfeld (journalist på den engelske avis The Guardian, red.) rapporterede blev ingen af de soldater, der holdt palæstinenserne i forvaring mens de blev skudt, dømt for nogen forbrydelse til trods for klare beviser for henrettelseslignende drab. Og så vidt jeg ved var der ikke nogen officiel amerikansk reaktion den gang. De belejrede landsbyer nær Itamar er såledet blevet efterladt uden nogen hjælp og uden juridiske midler til at genoprette deres chikane og mord.

Israels besættelsesmetode og dets regler for militære magtanvendelse -- der støttes af USA i ånd og handlinger som det nylige veto mod den seneste bosættelsesresolution i FN -- tilsidesætter helt åbent folkeretten og fjerner mulighed for udefra at mægle konflikten eller behandle klager over civile skadet af krig. Når skellet mellem civile og kombattanter bevidst sløres for at udvide Israels kontrol over militært erobret jord, åbnes der for at rædselsvækkende angreb som dem der angiveligt er sket i Itamar kan ske.

Den israelske hær har vendt sig mod zionistiske akademikere som filosofiprofessor ved universitetet i Tel Aviv Asa Kasher for at etablere et etisk grundlag for militære operationer der konsoliderer besættelsen. I hærens tjeneste sprøjtede Kasher dybtgående manifester, der begrundede Israels taktik under Libanon II og Operation Cast Lead (december 2008, red.). Kasher's forestillinger om krigsførelse illustreres bedst af hans udtrykkelige retfærdiggørelse af drab på ubevæbnede civile i enhver situation, hvor israelske soldater mente at være i fare. Kasher strakte sin logik så langt at han fremhævede USAs invasion af Fallujah i Irak 2004, hvor amerikanske tropper affyrede hvid granater med hvis fosfor ind i byens centrum og re hundredvis af hjem ned, som en retfærdiggørelse af Israels handlinger i Gaza. "Hvis det står mellem soldat og terroristen nabo, så har soldaten første prioritet" sagde Kasher. "Alle lande ville gøre det samme."

En anden akademisk med tætte bånd til det israelske militær- og efterretningsvæsen, professor Arnon Soffer fra Haifa Universitet, også kaldet "Araber-optælleren", opfordrede hæren til at massakrere civile palæstinensere efter en tilbagetrækning fra ulovlige bosættelser af Gush Katif i Gaza. Soffer, der udtænkte adskillelsesmuren for at isolere palæstinenserne på Vestbredden i områder som han kaldte "tre pølser", ræsonnerede at massemordet var den eneste måde at opretholde sikkerheden i de sydlige israelske udkanstssamfund og samtidig undgå politiske indrømmelser til palæstinenserne i Gaza.

"Når 2,5 millioner mennesker bor i et aflukket Gaza, vil det skabe en menneskelig katastrofe," argumenterede Soffer. "De mennesker vil blive endnu større dyr, end de er i dag, hjulpet af en vanvittig fundamentalistisk islam. Trykket ved grænsen bliver forfærdeligt. Det bliver en frygtelig krig. Så hvis vi vil overleve bliver vi nødt til at dræbe og dræbe og dræbe. Hele dagen, hver dag."

Og det er præcis hvad Israel gjorde, da landet fulgte Soffers logik i Operation Cast Lead. (Bemærk brugen af ordet "dyr" i Soffer's sprogbrug og i det sprog, som israelerne reagerer på mordene i Itamar med. Ordet er i bund og grund et signal til at dræbe palæstinensere vilkårligt).

Mens Soffer og Kasher begge har tjent som eksterne konsulenter for israelske regeringer og for hæren, så er en anden fortaler for nedslagtning af civile palæstinensere, Yaakov Amidror, udnævt som Benjamin Netanyahus nationale sikkerhedsrådgiver. "Det er en helt ulovlig ordre" bed Amidror engang efter det israelske nyhedsanker Haim Yavin, der havde sagt at israelske soldater var instrueret i at undgå civile tab i Libanon. "Hvad skal siges er 'dræb flere af de svin på den anden side, så vi vinder.' Punktum".

Amidror har kritiseret Kasher for at formalisere hærens etiske kodeks: "Jeg har sagt at dette bør forblive uskrevent, så der ville ikke var noget skrevet ned, eftersom det [så] ville blive teknisk" erklærede han -- og opfordrede endda til at henrette israelske soldater på stedet, der nægtede at gå frem i kamp. (Amidror er tilfældigvis også en religiøs bosætter, der lever på Vestbredden.)

Kasher, Soffer, og Amidrors argumenter i forbindelse med drab af civile har en uhyggelig lighed med dem, der fremsættes af religiøse nationalistiske rabbinere ud fra de gammeljødiske lovtekster Halacha. Yitzhak Shapira, rabbiner for bosættelsen Yitzar ved siden af Itamar, har skrevet i sin bog "Torat Hamelech" at ikke-jøder er "ubarmhjertige af natur" og bør aflives for at "bremse deres onde tilbøjeligheder". Som retningslinje for alle, der overvejer hvornår det er tilladt at dræbe på 'goyim' (ikke-jøder, red.), har rabbiner Dov Lior fra bosættelsen Kiryat Arba beskrevet bogen som "meget relevant, især i denne tid." Lior, der har sagt, at "hedninges sædceller fører til barbarisk afkom" er også en fast fortaler for nedslagtning af civile palæstinensere. I 2008, da IDF's (Israel Defense Force, de israelske forsvarsstyrker, red.) overrabbiner og brigadegeneral Avichai Ronski tog en gruppe af militære efterretningsfolk til en særlig rundvisning i Hebron, sluttede han dagen af med et privat møde med Lior, der udpenslede sit syn på moderne krigsførelse overfor officererne: "Ikke noget der hedder civile i krigstid." (Selv har Ronski opfordret israelske tropper til "ingen nåde" at vise overfor civile palæstinensere.)

Så hvad er forskellen mellem rabbinere som Lior og Shapira og verdslige akademikere som Kasher og Soffer? Det spørgsmål stillede jeg til en bosætter i tyverne (den sidste fyr jeg interviewede i denne video) under et møde til forsvar for udgivelsen af "Torat Hamelech". "Jo, forskellen er, at sådan nogle som Kasher taler fra hans kishkes [indvolde]" fortalte nybyggeren mig. "Men Yitzhak Shapira taler fra Toraen. Han taler fra Hashem (i guds navn, red.)". Med andre ord, filosoffen og rabbinere deler en filosofi, som retfærdiggør drab på ikke-jødiske civile, men etikeren benytter rationelle argumenter med rod i den verdslige oplysningstids tanker, mens rabbineren hævder at oversætte Guds ord fra gamle dokumenter. I sidste ende er begge arbejder på at fremelske et miljø, hvor juridisk og moralsk beskyttelse af civile tilsidesættes til fordel for den jødisk nationalismes maximalistiske mål (Maximalisme: en jødisk nationalistisk ideologi i 1930erne bygget på Moussolinis ideer, red.).

Under sin åbningstale i en debat mod dommer Richard Goldstone ved Brandeis Universitetet den 5. november 2009 hævdede den tidligere israelske ambassadør Dore Gold, at Goldstone-rapporten (FN-rapporten om Gaza, red.) rent faktisk var et angreb på israelske samfund. I et afsnit med titlen "Bagtale af det israelske samfund" skrev Gold og oberstløjtnant Jonathan Dahoah Halevi: "Det sprog der anvendes i FNs Gaza rapport - og grovheden af sine påstande om "forsætlige" israelske angreb på civile - bagtaler det israelske samfund som en helhed, for de israelske forsvarsstyrker er borgernes hær, en hær der består af Isrels folk".

Med Golds egne ord er der ingen forskel på israelske civile og soldater - hæren er samfundet. Uden at vide det, fremsatte Gold dermed selvsamme argument som palæstinensiske militante grupper har brugt til at retfærdiggøre selvmordsangreb inde i Israel og mord på børn af bosættere på Vestbredden. Således afslørede Gold i hvor høj grad den omfattende militarisering af det jødisk israelske samfund - et centralt mål for zionismen siden Joseph Trumpeldors dage (Tidlig zionist fra 1920erne, red.) - havde udvisket skellet mellem civile og kæmpende, og dermed omdannet alle mennesker til et muligt mål.

I et sådant miljø er rædselsvækkende vold mod uskyldige ikke alene mulig, men også uundgåelig. Selvfølgelig vil den meste vold udmåles mod palæstinenserne, der lever under en tilsyneladende permanent besættelse med ubetydelig afskrækkende militær kapacitet og uden politiske rettigheder. Men israelerne skal også leve i denne moralske ødemark og leve med de deprimerende konsekvenser. Skulle de en dag acceptere, at de var ansvarlige for at have skabt den, kunne det blive den mest grusomme skæbne af alle.

Oversat af Christian Rask.